Her står vi nu med udgravningen – Status quo 22-11-2009

22.november 2009

Af udgravningsleder, Birka  Ringbøl Bitsch

Vue over feltet

Der er selv sagt sket en del i vores udgravningsfelt, siden vi startede op i august og de første spor efter områdets middelalderbebyggelse dukkede frem umiddelbart under torvets nuværende belægning.

Noget af det første vi stødte på var resterne af en lille kælder opført i munkesten (de middelalderlige teglsten, som er noget større end vore dages mursten). Snart viste det sig, at der også havde ligget et hus vest for denne kælder. Dette hus er der imidlertid ikke bevaret ret meget af. Det er stort set kun den nederste del af fundamentet, som ligger tilbage. Et par steder står der dog lidt murværk, som røber, at også dette hus var opført af munkesten. I første omgang tolkede vi kælderen og bygningsresterne vest for som to forskellige huse. Men vi kan se nu, at der er tale om et hus, hvor det efter alt at dømme forholder sig sådan, at den vestlige del er bygget først og den østlige del, som består af den lille kælder, er en senere tilbygning.

Nedrivningen af huset kan vi datere til omkring 1600, men vi kan endnu ikke sige med sikkerhed hvornår det blev bygget. Heldigvis er der dog bevaret gulvlag fra det kælderrum, som befandt sig i husets vestlige del, så vi håber at finde keramik eller lignende i disse lag, som kan hjælpe os med at fastslå hvornår huset er bygget.

Her ses de sørgelige murrester fra den nedrevne del af huset, der slutter sig til den velbevarede kælder.

I den østlige ende af udgravningsfeltet har vi som tidlige beskrevet et udsnit af domkirkens kapitelhus. Også her er der kun bevaret bygningsrester og gulvlag i kælderniveau. Gulvlagene som består af det ene tynde sandlag over det andet tilhører perioden fra slutningen af 1500-tallet til begyndelsen af 1600-tallet. Bygningen er imidlertid ældre. Det som er sket, er at man på et tidspunkt har ønsket at gøre kælderen dybere, og i den forbindelse fjerner man de oprindelige gulvlag. Underligt er det imidlertid, at man  har gravet sig omkring 15 -20 cm dybere ned end fundamentet på den skillemur der står midt i huset, hvilket er en temmelig risikabel ting at gøre. Men huset er tilsyneladende blevet stående for gulvlagene, der som sagt, består af tynde sandlag vokser med 40 – 50 cm. Hvilket må være sket på den måde, at når et kældergulv er blevet for uhumsk, så har man blot strøet et nyt sandlag oven på og så fremdeles.

De hvide sedler angiver numrene på de mange lag af kældergulve.

På arealet mellem det før omtalte teglstenshus og kapitelhuset undersøger vi lige nu resterne af et hus, som har ligget på stedet før de to teglstenshuse opføres. Vi har i dette hus fundet resterne af en ovn og en del slagger, som tyder på, at der er blevet arbejdet med metal på stedet.

I den østlige del af feltet er der desuden fundet resterne af to brønde, Den ældste er konstrueret på den måde, at der er bygget en rektangulær trækasse i nedgravningen og den yngste er en meget stor stensat brønd.

Den stensatte brønd

I feltets vestende er vi nået ned til vikingetidslagene, og er i gang med at tømme et såkaldt grubehus. Grubehuse er små huse, som var gravet omkring en halv meter ned i jorden, mange af dem har været brugt som værkstedshytter for forskellige håndværk. I opfyldslagene i ”vores” grubehus er der imidlertid gjort nogle ret bemærkelsesværdige fund, nemlig rideudstyr i form af en spore og et bidsel, desuden er der fundet to ituslåede cirkulære kværnsten fra en drejekværn.

Her ses Christian foran grubehuset med et af de fine fund - en spore af bronze.

Foreløbig er det kun halvdelen af huset, som er tømt op, så det bliver spændende at se, hvad den anden halvdel gemmer.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: