Udgravningens sidste dages overraskelser

Af Udgravningsleder Birka Ringbøl Bitsch

Teltet på Bispetorvet beskyttede jorden for frost og gav maskinerne mulighed for at arbejde, mens resten af byens jordarbejder lå stille.

– Ja, så er vores udgravning slut. De sidste dage i feltet bød imidlertid også på overraskelser!

Vi havde i alt tre brønde, troede vi:

En vikingetidsbrønd, en kassebrønd fra 1300-årene og en stor kampestensbrønd fra 14-1500-tallet.

De var alle gemt til sidst, så de kunne graves til bunds med maskine, når udgravningen var færdig, så maskinen kunne køre rundt i feltet uden at ødelægge noget.

Vikingetidsbrønden var den første, vi snittede. Der var ikke noget tilbage af selve brøndkonstruktionen, men bunden befandt sig i kote 0 meter over havets overflade (Det er cirka i det niveau, undergrundsvandet befinder sig i Århus), så der er ikke nogen tvivl om, at dette anlæg er en brønd. (Se også forrige indlæg)

Kassebrønden var den næste brønd, vi gravede os ned i. Træet i brøndkassen gav sig blot til kende som en brun stribe i den omgivende jord i det niveau, vi havde gravet os ned til med håndkraft. Så vi havde en forhåbning om, at brøndkassen ville være bedre bevaret længere nede. Men det var ikke tilfældet, brøndhullets omkreds blev bare mindre og mindre, efterhånden som vi gravede os ned i den. Bunden befandt sig i kote 0,5 m over havets overflade, og det er lige vel højt sammenlignet med de andre brønde, vi kender fra Århus. Så det er et spørgsmål, om det overhovedet er en brønd, men måske snarere en affaldskasse eller en latrinkule.

Endelig var der den stensatte brønd, det var den til dato største brønd fundet i Århus med sine ca. 3,30 m x 2,90 m. Vi havde gravet os godt en meter ned i den med håndkraft, da vi satte maskinen på, men allerede omkring en halv meter længere nede nåede vi bunden! Det kom noget bag på os, for så var det helt sikkert ikke nogen brønd!

Men hvad var det så?

 Et godt bud er, at det kan være resterne af et såkaldt ishus. Sådanne anlæg blev brugt til opbevaring af is, som man om vinteren skar ud i søer og vandløb. Isen brugte man så til nedkøling af drikkevarer og til at forlænge holdbarheden på letfordærvelige fødevarer. Her i landet omtales opbevaring af is første gang i 1564, hvor der tilsyneladende bliver sendt en karl fra Koldinghus til Frederiksborg slot for at lære ”kornmåleren” der på stedet, hvordan man indlægger is i ”isgraven”.

Ishusene kunne bygges på forskellig vis, og benævnes i flæng isgrav, isgrube, ishytte, iskælder, iskule og ishus. Det lader til, at de tidlige ofte var små selvstændige bygninger, der groft sagt bestod af en kælder med et spidst stråtækt tag. Det kunne godt være sådan et anlæg, vi har med at gøre her. Noget af det der taler for, at det er en iskælder, er en rund fordybning i kælderens bund, der kunne være den sivebrønd, man kender fra andre sådanne kældre.

De efterretninger vi har om de tidlige ishuse, tyder på, at de knytter sig til slotte og herregårde, men området her ved domkirken har været beboet af en velhavende præstestand, der i mange henseender har levet et ret luksuriøst liv, så man kan bestemt ikke udelukke, at de også har haft et ishus.

Ud over denne lille afsluttende beretning om hvordan en brønd blev til et ishus, vil jeg også gerne sige tak for besøget til vores 65.000 gæster. Det har været en fornøjelse at have besøg af så mange interesserede og spørgelystne personer i alle aldre.

Udgravningsfeltet er dækket til igen - men der gøres stadig nye fund fra Bispetorvet - så følg med her på bloggen.

Advertisements

4 Responses to Udgravningens sidste dages overraskelser

  1. Bi Skaarup siger:

    Kære Birka & co.

    Det har været spændene at følge med I Jeres undersøgelse. Tak fordi I sørgede for, at vi andre kunne få lov til at kigge Jer over skulderen.

    Angående jeres “renæssancebrønd”, så tror jeg ikke at identifikationen som iskælder holder. De er – alle dem jeg kender i hvertfald – altid runde og meget dybe. Vi gravede i sin tid en på plænen lige syd for Frederiksberg Slot, som var 7-8 m dyb. Det var Frederik den Anden der indledte anlæggelsen af iskældrene ved de kongelige slotte, og en af hans kældre ses på Braunius over Helsingør. Det lå ude ved ladegården Lundegård (i dag Marienlyst).
    Et andet meget vigtigt træk ved en iskælder er, at den skal have dræn i bunden. Hvis fyldet under ikke er sand eller grus, må der derfor et afløb til, ellers kan de meget stor mængder smeltevand, der nødvendigvis kommer jo ikke komme væk.
    Men hvad er den runde aftegning i bunden af Jeres stensatte grube? Jeg kan for øvrigt huske at jeg har set sådan en stensat sag under gravning i Helsingør engang. Jeg trro vi bare tolkede det som et eller andet håndværksrelateret.

    Mange gode hilsener

    Bi

    • Lars Krants siger:

      Kære Bi

      Tak for din kommentar.

      Du rammer ned i et ømt punkt ved enhver arkæologisk undersøgelse, hvor der findes ting og fænomener, arkæologerne ikke er stødt på før. Vi har ved denne udgravning valgt at offentliggøre vores tanker og fortolkninger til åben debat, og vi er glade hver gang, nogen byder ind. Vi vil gerne uddybe begrundelsen for vores tolkning.

      Lad os først beskrive selve ”iskælderen”. Det er en rektangulær stenkonstruktion opbygget uden brug af mørtel og med en dybde på ca. 1½ meter. Oprindelig har den været lidt dybere, men næppe meget; måske et eller to stenskifter. I bunden var der et tykt lerlag, og der har muligvis oprindeligt været et plankegulv oven på leret. I kælderens midte er en cirkulær nedgravning, der tolkes som en sivebrønd, hvor der oprindelig kan have været placeret en halv tønde, således som det engang imellem ses her i Århus, f.eks. i lavtliggende viktualiekældre. Kælderen, der er placeret mellem kapitelhuset og kannikeresidensen, dateres som samtidig med disse; dvs. til 1400-årene. I de sidste tiår op mod år 1600 opgives kælderen, og den fyldes op med jord og affald.

      Du har ganske ret i, at de iskældre, vi har bevaret, og dem vi har kendskab til, alle er betydelig dybere end kælderen fra Bispetorvet. Det er dog værd at bemærke, at hvis kælderen på Bispetorvet rent faktisk er en iskælder, og helt sikre kan vi naturligvis ikke være, hører den derfor til blandt de ældst kendte i Danmark, – ja, måske er det den ældst kendte overhovedet! Det er derfor heller ikke sikkert, at en så tidlig iskælder nødvendigvis vil ligne de meget yngre iskældre, vi kender fra vore herregårde og fra enkelte arkæologiske udgravninger. Et helt andet aspekt er, at en iskælder på mange måder passer fint ind i det meget eksklusive miljø omkring domkapitlet, som udgravningen har afdækket. Vi har fundet drikkeglas, smukke stentøjskander fra Rhin-egnene og fajancekander fra Nederlandene i mængder, der klart adskiller Bispetorvet fra nogen anden lokalitet i Århus.

      Så indtil videre vil vi fortsat arbejde ud fra den teori, at der er tale om en iskælder. Dét, vi fortsat mangler at gøre, er at undersøge, hvad der må være af materiale om samtidige iskældre i andre lande, og vi håber selvfølgelig på at finde paralleller, der lader al tvivl ude.

      Med venlig hilsen
      Lars Krants og Birka Bitsch.

  2. Bi Skaarup siger:

    Kære Lars og Birka,

    Den eneste der indtil videre har behandlet emnet iskældre samlet er den berømte britiske madskribent Elsabeth David, som lige før sin død skrev en bog om is “The Harvest of the Cold Months”. Den udkom lige efter hendes død i 1994, og kan varmt anbefales.
    God jagt!
    Bi Skaarup

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: