Mere vikingetid – et særpræget smykke

1. juni 2010

af Lars Krants

Der vedbliver med at dukke sære ting op af soldejorden og endnu engang skal præsenteres et fund fra vikingetiden – og ja, i gætter rigtigt – også dette er fundet i opfyldet til det brændte grubehus. Det drejer sig om et cirkulært nålesmykke eller som det hedder i arkæologiske kredse: en fibula. Skiven har en diameter på ca. 2,8 cm og er svagt konkavt udformet. På bagsiden er der stadigvæk bevaret dele af en tofliget nåleanordningen. Der er tilsyneladende overhovedet intet motiv på pladen, end ikke ved røntgen kan noget motiv findes.

Pseudo-møntfibel? Skiven har en diameter på ca. 2,8 cm.

Mest ligner smykket de såkaldte møntfibler der som navnet fortæller, er tildannet af en mønt. Mange af dem er dog såkaldte pseudo-møntfibler hvor man blot har efterlignet mønter. Jeg har fundet eksempler hvor præget næsten er helt forsvundet, men den særprægede konkave udformning har jeg ikke kunne finde paralleller til. Måske andre har forslag?

Litt.: M.P. Baastrup: Småfibler af karolingiske og ottonske typer i Danmark, Aarbøger fpr Nordisk Oldkyndighed og Historie, 2005, s. 209-255.

H-J. Frick: Karolingisch-ottonische Scheibenfibeln des nördlichen Formenkreises, Offa, Bd. 49/50, 1992/93, s. 243-463.


Er korsmønten slået af Harald Blåtand i Jelling?

19. maj 2010

af Lars Krants

Endnu engang må vi på Moesgård Museum bøje hovedet og takke arkæologerne i Ribe (se kommentar til forrige blogindlæg). Jeg ser frem til den dag hvor vi kan finde noget i Århus de hverken har set eller hørt om i denne så heldigt stillet by.

Mønten er nu blevet røngtenfotograferet og det står nu ganske klart, at der er tale om en halvbrakteat af korstype; dog med et lidt anderledes præg end vist på det forrige billede (se sidste indlæg nedenfor) idet der er nogle små prikker mellem korsenderne. Møntens anden side er kun dårligt bevaret og præget er vanskeligt at se, ikke mindst fordi mønten er så tynd, at prægene kan ses på begge sider. Svagt kan skimtes nogle buede linjer og ud fra kendskab til bedre bevarede mønter er der sandsynligvis tale om et præg som det fremgår af tegningen herunder.

For- og bagside af mønten. (ill. Malmer 1966)

Det er forslået, at mønten er præget af Harald Blåtand i Jelling og vil dermed blive blandt de ældste danske mønter med kristent motiv. Den findes uhyre sjældent som detektorfund, hvilket formentligt skyldes den ringe vægt: Den giver simpelthen intet udslag! Mere overraskende er det i og for sig, at den lige så sjældent findes på arkæologiske udgravninger. Faktisk er der næppe fundet mere end en håndfuld.

Vi bliver mere og mere glade for vores lille skrøbelige mønt!

Litteratur: J. Christian Moesgaard: Hvorfor er der så få enkeltfund af Harald Blåtands mønter? Nogle betragtninger om møntfunds repræsentativitet, Nordisk Numismatisk Unions Medlemsblad, 2009:4, s. 135-139.


Endelig! Første mønt fra vikingetiden

17. maj 2010

 af Lars Krants

Så lykkedes det endelig – vi har omsider fundet vores første mønt fra vikingetiden – fundet af vores soldespecialist Lea Pind. Den er fundet i det brændte grubehus (som du kan læse om flere steder på denne blog) i forbindelse med vandsoldning af jorden. Mønten er endnu ikke konserveret, og bestemmelsen er foretaget af undertegnede og ikke af en numismatiker (møntspecialist), men efter alt at dømme, er der tale om en såkaldt halvbrakteat af kors-type. Den er præget engang i sidste halvdel af 900-årene, måske i Hedeby. Det er ikke ofte vi finder mønter i Århus, hvilket antageligt skyldes, at den jord vi har i byen, er af en sådan beskaffenhed, at metaller kun dårligt bevares. Men i ny og næ er vi heldige – oftest er det mønter fra den sene del af middelalderen – 14- og 1500-tallet – særligt ofte finder vi vel nok Danmarks mest almindelige middelaldermønt overhovedet: Erik af Pommerns kobbersterling fra o. 1422. Mønter fra vikingetiden er i Århus uhyre sjældne, kun et par stykker har jeg kendskab til, begge fundet nær Katedralskolen.

Halvbrakteat af kors-type fra sidste halvdel af 900-årene. Motivet kaldes et korsende-kors. Ill. fra Malmer

Der er med sikkerhed slået mønt i Århus af flere omgange, men en fremstilling af Århus’ mønthistorie frembyder store vanskeligheder, da der overhovedet ingen skriftlig overlevering foreligger før 1535. Øjensynlig har kongen haft møntret i byen gennem hele middelalderen, og han har lejlighedsvis ladet slå mønt når han var i staden. På mønter er Århus nævnt ved tre lejligheder: Under Hardeknud (1035-42), Magnus den Gode (1042-47) og Sven Grathe (1146-57). Endelig ved vi fra skriftlige kilder, at der under Christian III blev slået mønt i byen i 1535. Mange mønter er uden bynavn, og det er derfor ikke utænkeligt, at der ved mange andre lejligheder er slået mønt i Århus.

Trods mange års arkæologisk virksomhed i Århus, er det kun en enkelt gang lykkedes os arkæologer at finde en møntskat. Det var i 1955 hvor arkæologer fra Nationalmuseet udgravede krypten under Vor Frue kirke. I gulvlagene fandt de en møntskat bestående af 24 nordtyske hulpenninge dateret til ca. 1350-60. Men der er dog fundet andre skatte i Århus – bare ikke af arkæologer. I 1908 fandt arbejdsmand A.P. Andersen, på grunden hvor nu Magasin er liggende, en skat af kæmpeformat gemt i en stentøjskrukke. Ikke mindre end 5759 mønter var der i krukken. Skatten dateres til at være nedlagt kort efter 1392. Den sidste møntskat der kendes fra Århus er opsamlet allerede i 1846 i en gård til Vestergade 60. Skatten bestod af 89 mønter og dateres også til umiddelbart efter 1392.

Stentøjskrukke fundet i 1908 ved vore dages Magasin. Indeholdt mere end 5000 mønter. Krukken, en såkaldt dobbelthank-krukke, er lavet i Siegburg nær köln i sidste halvdel af 1300-tallet. Ill. fra Liebgott.

Litteratur: Jørgen Steen Jensen m.fl.: Danmarks middelalderlige skattefund c. 1050 – c. 1550, Bd. I-II, 1992. Niels-Knud Liebgott: Danske fund af møntdateret keramik c. 950-1450, 1978. Brita Malmer: Nordiska mynt före år 1000, 1966. Georg Galster: Århus’ Mønter, Den gamle By’s Årbog, 1956, s. 19-43.


Så er efterbearbejdningen gået igang!

5. maj 2010

I løbet af udgravningen tog vi jord hjem fra de mest spændende lag. Denne jord er vi er nu gået i gang med at vandsolde. Det foregår ved hjælp af museet soldeanlæg, der både er forholdsvis nyt og betydelig mere vandbesparende end de anlæg, vi tidligere har haft. Det recirkulerer nemlig vandet, som bruges til at spule jorden igennem soldet med.

Her er en af vore flittige amatørarkæologer igang med soldning af den hjemtagne jord fra Bispetorvet.

Der er dukket forskellige spændende ting frem i soldet, bl.a. flere glasperler fra fylden i grubehusene og en fin benperle fra et gulvlag i det middelalderlige teglstenshus, der lå midt i udgravningsfeltet. Perlen stammer antageligt fra en bedekrans eller som den også ofte kaldes, en rosenkrans. Rosenkransen anvendes især i tilbedelsen af Vor Frue og blev umådeligt populær i senmiddelalderens meget stærke og ekstatiske dyrkelse af Jomfru Maria.

Her nogle af genstandene fundet de sidste par dage - alt fra vikingetiden undtagen benperlen fra 14- eller 1500-tallet. Øverst til venstre ses en tenvægt og herunder forskellige glasperler. Øverst til højre en fint dekoreret benperle, antagelig fra en rosenkrans.

Nærbillede af benperlen fra 14- eller 1500-tallet. Den stammer sandsynligvis fra en rosenkrans.

 

Når man finder jern i en udgravning er det som oftest uformelige rustklumper, men der kan gemme sig spændende ting i sådan en rustklump. Så derfor bruges der røntgenfoto til at danne sig et overblik over hvilke rustklumper, det kan betale sig at undersøge nærmere og hvilke der er uden interesse.

Alle metalgenstandende fra udgravningen er nu blevet røntgenfotograferet, og der gemte sig da også forskellige spændende ting i rustklumperne. Blandt andet en del til en taphane, som jo er en hane man monterer på f.eks. øltønder. Og netop denne taphane lever virkelig op til sit navn, kan man sige, toppen på hanen er nemlig udformet som en hane.

Denne taphanedel stammer fra et af gulvlagene i kælderen til det middelalderhus, som lå midt i udgravningsfeltet. I denne kælder fandt vi ikke mindre en to hele taphaner under selve udgravningen, så mon ikke husets ølkælder har befundet sig her?

Røngtenbillede af rustklump der gemte på håndtaget til en taphane.

En anden interessant ting, som røntgenfotografierne har afsløret, er to fragmenter af ringbrynjer fra vikingetiden. Den ene lå i fyldjorden i et af grubehusene, hvor der også er fundet rideudstyr i form af en spore og et bidsel, så det er lige før vi har repræsenteret dele fra en hel krigerudrustning nu.

Røngtenbillede af dele fra ringbrynje - begge fra vikingetiden.


Tilbage på Bispetorvet

31. marts 2010
Af Birka Bitsch

Udgravningsleder Birka Bitsch og arkæolog Susanne Nissen Gram studerer ledningskortet.

Så er vi tilbage på Bispetorv, men denne gang blot for en kort bemærkning. Der skal nemlig graves en masse rørledninger ned på kryds og tværs af torvet til afløb, vand og el. Vi følger gravearbejdet og registrerer, hvad der dukker op af interesse i de mange grøfter.

I den sidste uges tid har vi været i torvets vestlige del, her er vi i flere af grøfterne stødt på kulturlag fra vikingetid og tidlig middelalder, bl.a. en belægning fra en vej eller en gårdsplads og stolpehuller fra vikingetidshuse.

Flere steder står der stadig murrester tilbage fra de bygninger, som lå på stedet, før torvet blev anlagt i 1921.

Og så er vi i øvrigt stødt på en gammel kending, nemlig beskyttelsesrummet fra 2. verdenskrig, som vi også havde fat i det store felt midt på torvet.

Beskyttelsrummene på torvet sommeren 1944. (fra Aarhus under besættelsen (red. G. Andrésen), 1945)

Der lå i alt fem beskyttelsesrum på torvet, de to af dem lå side om side i torvets vestende. Det er dem vi har fundet rester af igen, denne gang i form af egentlige betonmure i ca. en meters højde.


Udgravningens sidste dages overraskelser

28. januar 2010

Af Udgravningsleder Birka Ringbøl Bitsch

Teltet på Bispetorvet beskyttede jorden for frost og gav maskinerne mulighed for at arbejde, mens resten af byens jordarbejder lå stille.

– Ja, så er vores udgravning slut. De sidste dage i feltet bød imidlertid også på overraskelser!

Vi havde i alt tre brønde, troede vi:

En vikingetidsbrønd, en kassebrønd fra 1300-årene og en stor kampestensbrønd fra 14-1500-tallet.

De var alle gemt til sidst, så de kunne graves til bunds med maskine, når udgravningen var færdig, så maskinen kunne køre rundt i feltet uden at ødelægge noget.

Vikingetidsbrønden var den første, vi snittede. Der var ikke noget tilbage af selve brøndkonstruktionen, men bunden befandt sig i kote 0 meter over havets overflade (Det er cirka i det niveau, undergrundsvandet befinder sig i Århus), så der er ikke nogen tvivl om, at dette anlæg er en brønd. (Se også forrige indlæg)

Kassebrønden var den næste brønd, vi gravede os ned i. Træet i brøndkassen gav sig blot til kende som en brun stribe i den omgivende jord i det niveau, vi havde gravet os ned til med håndkraft. Så vi havde en forhåbning om, at brøndkassen ville være bedre bevaret længere nede. Men det var ikke tilfældet, brøndhullets omkreds blev bare mindre og mindre, efterhånden som vi gravede os ned i den. Bunden befandt sig i kote 0,5 m over havets overflade, og det er lige vel højt sammenlignet med de andre brønde, vi kender fra Århus. Så det er et spørgsmål, om det overhovedet er en brønd, men måske snarere en affaldskasse eller en latrinkule.

Endelig var der den stensatte brønd, det var den til dato største brønd fundet i Århus med sine ca. 3,30 m x 2,90 m. Vi havde gravet os godt en meter ned i den med håndkraft, da vi satte maskinen på, men allerede omkring en halv meter længere nede nåede vi bunden! Det kom noget bag på os, for så var det helt sikkert ikke nogen brønd!

Men hvad var det så?

 Et godt bud er, at det kan være resterne af et såkaldt ishus. Sådanne anlæg blev brugt til opbevaring af is, som man om vinteren skar ud i søer og vandløb. Isen brugte man så til nedkøling af drikkevarer og til at forlænge holdbarheden på letfordærvelige fødevarer. Her i landet omtales opbevaring af is første gang i 1564, hvor der tilsyneladende bliver sendt en karl fra Koldinghus til Frederiksborg slot for at lære ”kornmåleren” der på stedet, hvordan man indlægger is i ”isgraven”.

Ishusene kunne bygges på forskellig vis, og benævnes i flæng isgrav, isgrube, ishytte, iskælder, iskule og ishus. Det lader til, at de tidlige ofte var små selvstændige bygninger, der groft sagt bestod af en kælder med et spidst stråtækt tag. Det kunne godt være sådan et anlæg, vi har med at gøre her. Noget af det der taler for, at det er en iskælder, er en rund fordybning i kælderens bund, der kunne være den sivebrønd, man kender fra andre sådanne kældre.

De efterretninger vi har om de tidlige ishuse, tyder på, at de knytter sig til slotte og herregårde, men området her ved domkirken har været beboet af en velhavende præstestand, der i mange henseender har levet et ret luksuriøst liv, så man kan bestemt ikke udelukke, at de også har haft et ishus.

Ud over denne lille afsluttende beretning om hvordan en brønd blev til et ishus, vil jeg også gerne sige tak for besøget til vores 65.000 gæster. Det har været en fornøjelse at have besøg af så mange interesserede og spørgelystne personer i alle aldre.

Udgravningsfeltet er dækket til igen - men der gøres stadig nye fund fra Bispetorvet - så følg med her på bloggen.


Vikingetidsbrønden – der styrtede sammen…

15. januar 2010

I de første dage af januar blev der gravet i  de sidste anlæg – samtidig med at udgravningsfeltet gradvist blev fyldt op med sand.

Et af de anlæg, der var blevet gemt til de allersidste dages udgravning var en brønd fra vikingetiden – der havde gemt sig under den vestlige kælder i kannikeboligen.

Oprindelig havde vi antaget, at der var tale om et grubehus, men efterhånden, som den fortsatte nedefter, stod det klart, at der var tale om en brønd. De første 1,5 m blev gravet med skovl – men med placeringen helt op mod udgravningens feltgrænse, og risikoen for sammenstyrtning gjorde at det blev besluttet at grave det sidste stykke med maskine – når resten af feltet var færdig udgravet. Det foregik dog ikke uden problemer, maskinen kom godt igang og træstykker blev reddet op. Træet stammer dog sandsynligvis ikke fra selve brøndens konstruktion, men er snarere noget, der er kastet i, da brønden blev opgivet. Hvad træet har været en del af vil senere undersøgelser vise.

Såsnart maskinen flyttede et lag jord fra brønden - styrtede et stykke mere af brøndfyldet sammen. Fyldet blev dog reddet over i den hvide "bigbag", så fyldet kan blive soldet og fundene fra brønden findes. Foto: Jens Kirkeby, Moesgård Museum.

 

Heldigvis kunne vi gøre en del vigtige iagttagelser ikke alene om brønden. Blandt andet også hvordan landskabet har set ud helt tilbage til stenalderen i det store snit, der blev skåret gennem jordlagene. Foto: Jens Kirkeby, Moesgård Museum.


%d bloggers like this: