Udgravningen på Bispetorvet – Status 2011

af Lars Krants

Det er ved at være noget siden vi sidst har skrevet på denne blog hvilket ikke mindst skyldes den lange kolde vinter der gjorde det umuligt at vandsolde. Men nu er alting forlængst igen optøet og arbejdet med at solde de sidste 15 kubikmeter jord vil snart blive genoptaget; forhåbentlig med mange spændende fund tilfølge.

Indtil da kan vi måske fornøje Jer trofaste abonnenter  med en lille filmstump. Den er fotograferet fra østsiden af feltet og viser i forgrunden fundamenterne fra kapitelhuset og bagerst i billedet de tydelige fundamenter fra kannikehuset. Til venstre, mellem de to huse resterne efter en iskælder. For tegning klik på nedenstående link.

klik for tegning.

Filmen viser udgravningen af området til højre for iskælderen mellem de to bygninger. I lag der dateres til 11 og 1200-tallet blev der fundet spor efter smedeaktiviteter. Desuden ses på filmen hvorledes der laves et snit gennem kapitelhusets kæmpe fundament.

Snoet fingerring fra slutningen af 900-årene

af Lars Krants

I brandlaget til det flere gange tidligere nævnte grubehus dukker der fortsat ting frem fra den jord, der er under vandsoldning. Denne gang drejer det sig om en snoet fingerring af bronze.

Oftest er de snoede fingerringe, der er almindelig kendt fra vikingetid og tidlig middelalder, snoede af to tykke og to tynde metaltråde og desforuden smalner de til på undersiden af ringen så ringen er mere bekvem at have på fingeren. De fornemmeste er selvfølgelig af guld eller forgyldt bronze.

Vores ring er mindre elegant; kun snoet af to tråde og uden det mindste spor efter forgyldning. Ringen er lige trind hele vejen rundt og er mindre rar at have på fingeren end de ringe der smalner til. Det kan derfor ikke helt udelukkes at der er tale om en helt anden genstand end en fingerring.

Snoet fingerring af bronze. Ikke konserveret.

 

Yderligere læsning: F. Lindahl: Symboler i guld og sølv. Nationalmuseets fingerringe 1000-1700-årene, 2003.

Flere mønter fra vikingetiden

af Lars Krants

For måneder siden skrev jeg her på bloggen om fundet af en mønt af såkaldt korstype. Begejstringen var stor, dels fordi det er den første vikingemønt fra Århus, dels fordi netop denne mønttype tilfældigvis var under særlig bevågenhed i forbindelse med det store Jellingeprojekt. Der gik da heller ikke langt tid, førend fundet blev nævnt i en artikel (for henvisning se nedenfor), hvor det foreslås at mønttypen er præget i Hedeby i 980-erne af Harald Blåtand. Netop denne periode af Hedebys historie er traditionelt blevet udlagt som værende under tysk kontrol (år 974-983), men undersøgelsen af korsmønterne antyder, at også i denne periode var byen under den danske konges herredømme; en hypotese der i øvrigt ikke er ganske ny, men altså her understøttes.

Til glæde for møntforskere kan vi nu derfor komme med den glædelige nyhed, at der er dukket endnu to mønter af korstype op; den ene er fundet i brandlaget i det brændte grubehus og den anden i et fladedækkende kulturlag uden for grubehuset.

Den for flere måneder siden omtalte første mønt blev fundet i opfyldslagene til det brændte grubehus, men den nyfundne mønt stammer altså fra selve brandlaget i huset, og er derfor med sikkerhed samtidigt med dette. Dette er en vigtig oplysning i spørgsmålet om husets datering.  Mønten er ved første øjekast velbevaret men noget tyndslidt, og det har ikke af undertegnede været muligt at bestemme møntens præg entydigt; det velkendte kors på møntens ene side er det eneste på røntgenbilledet, der træder tydeligt frem.

Mønten fra kulturlaget er desværre knækket og møntens præg kan ikke entydigt bestemmes. Mest ligner den nr. 8, 9 eller 10 (ill.: Brita Malmer: Nordiska Mynt före år 1000, 1966).

Den anden mønt er knækket, kun ca. en tredjedel af mønten er bevaret. Til gengæld er møntens præg ganske tydeligt: på møntens ene side det bekendte kors og på den anden side bølger, cirkler og trekanter således som det ses på illustrationen. Mønten er fundet i et fladedækkende kulturlag uden for grubehuset, der er tolket som en belægning. Laget er oprindeligt tolket som værende fra 11-1200-tallet men denne datering bør måske genovervejes. Desværre er de få fund fra laget vanskelige at datere, så indtil videre kan det ikke afgøres, om laget er fra vikingetiden, som mønten antyder, eller om mønten ved tilfældigheder er havnet i et yngre lag fra middelalderen. Når vi får lejlighed til at nærstudere udgravningens resultater vil dette spørgsmål forhåbentligt kunne besvares.

Litteratur: Volker Hilberg og Jens Christian Moesgaard: Opsigtsvækkende fund af korsmønter. Er hypotesen om ”Tyskervældet” i Hedeby 974-983 forkert?, Nordisk Numismatisk Unions Medlemsblad Nr. 4, 2010, s. 143-150.

Mere om bronzenøglen

af Lars Krants

Der har været spurgt til hvorledes låseanordningen til den fundne kistenøgle har fungeret (om nøglen se tidligere indlæg nedenfor). Spørgsmålet er interessant da man ved et for hastigt blik på nøglen kunne få den tanke, at der er tale om en vridlåsnøgle – altså en låsetype hvor man med nøglens kam kan skubbe riglen frem og tilbage således som vi kender det fra moderne vridlåse. Men det er ikke på denne vis nøgle og tilhørende lås har fungeret.

Hemmeligheden ved låsen er de to klør for enden af kammen på nøglen. Når man indsætter nøglen i låsen og drejer den rundt, passer de to klør ind i de to huller på riglen som det ses på tegningen. Der kan også have været forskellige former for spærrestifter der svarer til udsparingerne på kammen men det er nu ikke altid tilfældet. Når nøglen drejes løftes spærrefjederen  fri af stoppladen hvorefter riglen ved nøglens hjælp kan trækkes til siden. Slidsen i nøglehullet er beregnet til denne bevægelse.  Herved kommer riglen fri af bøjlen på låsepladen og skrinet kan åbnes.

Skrinlåsen set fra indersiden. Låsepladen er placeret på ydersiden af skrinet og har for oven været fastgjort til skrinets låg. Dette fremgår ikke af tegningen. (Ill. fra B. Almgren: Bronsnycklar och djurornamentik, 1955 med tilføjelser af Lars Krants

Bronzenøgle fra Friesland

af Lars Krants

Den fragmenterede bronzenøgle er fundet i opfyldet til det brændte grubehus der er nævnte adskillige gange før (se tidligere indlæg). Der er tale om en meget velstøbt nøgle med korsmotiv på kammen og for ende af kammen to klør. Hvorledes håndtaget har set ud vides selvsagt ikke, men ud fra lignende nøgler kunne man forestille sig, at det har været et stort rundt eller spidsovalt håndtag op til dobbelt så lang som kam og stilk. Den fine udformning af kammen antyder, at også håndtaget har været rigt udformet, måske ligeledes med et korsmotiv.

Bronzenøgle fra 800- eller 900-årene med korsformet motiv på kammen.

Nærmeste paralleller til nøglen skal findes i det frisiske område og det ville ikke forbavse hvis nøglen var lavet i Dorestad eller i egnene her omkring. Dateringen er 8- eller 900 årene.

Nøgler har en spændende kulturhistorie. Ud over deres rent praktiske betydning kendes også en symbolske betydning. Fra biblen kendes, om man så må sige, ursymbolet. I Mathæusevangeliet (kap. 16:19) giver Jesus himlens nøgler til Peter som symbol på at han er vogter af himlens porte. I verdslig sammenhæng ses nøje overensstemmelse med Biblens symbolbrug. Nøgler bruges i byvåben og det er et stort ansvar at være bærer af byens nøgler. Når en by eller en borg var under belejring, overgav man nøglerne til fjenden ved kapitulation. Det ses for eksempel på Bayeux-tapetet.

Nøglen set fra siden så klørerne på kammen bedre ses.

Men også for almindelige mennesker var nøglen ladet med værdi ud over det rent praktiske. Enhver kvinde bar husstandens nøgleknippe i et bælte omkring livet; et billede på hustruværdighed. I ældre dansk sprog betyder hun bærer nøglen, at hun er husmor. Formentligt kunne en kvinde forlange skilsmisse, hvis manden nægtede hende at gå med hendes nøgler. Nøglens symbolske sidestilling med hustruværdighed kan udmærket være fra førkristen tid. Dette synes flere beskrivelser i sagaerne at tyde på. Var kvinden, som hjemmets herskerinde og bærer af husets nøgler, agtet og æret, så havde hun også pligter og ansvar, eller som der så lakonisk står i Eriks sjællandske lov Den kone siger man er syg, som ikke kan gå med sin nøgler og forestå husholdningen. I Jyske lov står, at en kvinde der bærer nøglerne, dvs. at hun er en såkaldt nøglepige, efter tre år kunne betragte sig som værende lovformelig ægtehustru.

Nøglen som retsligt symbol kendes også. I Jyske Lov står, at man er skyldig i tyveri, hvis der findes tyvekoster under husbondens eller hustruens lås. Findes de derimod i ikke aflåste gemmer, har manden eller kvinden ret til at føre bevis for deres uskyld. Det gjaldt altså om at holde godt øje med sine nøgler, at ikke nogen skulle muntre sig med at gemme tyvekoster i ens gemmer. I så fald var man tyv i den sag.

Litteratur: B. Almgren: Bronsnycklar och djurornamentik, Uppsala 1955.

Særpræget smykke revisited

af Lars Krants

Som læsere af denne blog vil erindre, har jeg tidligere undret mig over en særpræget fibula med en konkav skive (se nedenfor). Det usædvanlige ved smykket var dels den konkave form, dels at der tilsyneladende intet motiv var på skiven; end ikke på røntgenbilledet. Vore dygtige konservatorer har nu grattet lidt på smykket, og minsandten om ikke der alligevel dukkede et motiv frem.

Pseudo-møntfibula fra omkring år 1000.

Der er ikke længere tvivl om, at der er tale om en pseudo-møntfibula, altså en fibula med et møntlignende motiv. Der ses en ”omskrift” bestående af forvanskede bogstavlignende symboler omkring et lille centralt placeret kors. Flere mønter fra tiden omkring år 1000, den formodede alder på smykket, har et sådan korsmotiv, men diameteren på disse er betydeligt mindre en skiven på smykket, der er ca. 2,8 cm.  

Skivens konkave udformning er ikke oprindelig, men betragtes nu som resultat af de mange år i jorden.  Og hvorfor kunne man ikke se noget motiv på røntgenbilledet? Det har vist sig, at der på smykkets bagside er et tyndt lag bly der effektivt blokere for enhver anvendelse af røntgen.

Pseudo-møntfibler hører ikke til de hyppigste fund i Danmark. Ifølge en oversigtsartikel fra 2005 af Baastrup, er der kun fundet 6 pseudo-møntfibler  i Danmark; hovedparten på Sjælland og ingen i Jylland overhovedet. Det er ikke lykkedes mig at finde direkte paralleller til smykket.

Litt.: M.P. Baastrup: Småfibler af karolingiske og ottonske typer i Danmark, Aarbøger fpr Nordisk Oldkyndighed og Historie, 2005, s. 209-255.

H-J. Frick: Karolingisch-ottonische Scheibenfibeln des nördlichen Formenkreises, Offa, Bd. 49/50, 1992/93, s. 243-463.

E. Wamers: Die Frühmittelalterlichen Lesefunde aus der Löhrstrasse (Baustelle Hilton II) in Mainz, 1994.

Økse fra middelalderen

af Lars Krants

I kælderen til den store teglstensbyggede kannikebolig blev der under en sten i det ældste gulv fundet en økse hvor dele af træskaftet endnu var bevaret. Det ser vi dog ikke ret ofte. Øksen er nu under konservering, men inden da blev der taget nogle flotte fotografier. Øksen er en såkaldt spidsskægøkse og har været brugt til grovere tømmerarbejde. Det er endnu ikke afgjort hvilken træsort skaftet er lavet af.

Skægspidsøkse fra 1400-tallet. Foto: Moesgård Museum.

På røntgen-billedet kan øksens oprindelige form bedre ses.

Røntgen-billede hvor øksens oprindelige omrids er opstreget.

Spidsskægøkser dateres traditionelt til 12-1300-årene, men vi har nu god grund til at formode at vores snarere er fra 1400-tallet.

Mere vikingetid – et særpræget smykke

af Lars Krants

Der vedbliver med at dukke sære ting op af soldejorden og endnu engang skal præsenteres et fund fra vikingetiden – og ja, i gætter rigtigt – også dette er fundet i opfyldet til det brændte grubehus. Det drejer sig om et cirkulært nålesmykke eller som det hedder i arkæologiske kredse: en fibula. Skiven har en diameter på ca. 2,8 cm og er svagt konkavt udformet. På bagsiden er der stadigvæk bevaret dele af en tofliget nåleanordningen. Der er tilsyneladende overhovedet intet motiv på pladen, end ikke ved røntgen kan noget motiv findes.

Pseudo-møntfibel? Skiven har en diameter på ca. 2,8 cm.

Mest ligner smykket de såkaldte møntfibler der som navnet fortæller, er tildannet af en mønt. Mange af dem er dog såkaldte pseudo-møntfibler hvor man blot har efterlignet mønter. Jeg har fundet eksempler hvor præget næsten er helt forsvundet, men den særprægede konkave udformning har jeg ikke kunne finde paralleller til. Måske andre har forslag?

Litt.: M.P. Baastrup: Småfibler af karolingiske og ottonske typer i Danmark, Aarbøger fpr Nordisk Oldkyndighed og Historie, 2005, s. 209-255.

H-J. Frick: Karolingisch-ottonische Scheibenfibeln des nördlichen Formenkreises, Offa, Bd. 49/50, 1992/93, s. 243-463.

Er korsmønten slået af Harald Blåtand i Jelling?

af Lars Krants

Endnu engang må vi på Moesgård Museum bøje hovedet og takke arkæologerne i Ribe (se kommentar til forrige blogindlæg). Jeg ser frem til den dag hvor vi kan finde noget i Århus de hverken har set eller hørt om i denne så heldigt stillet by.

Mønten er nu blevet røngtenfotograferet og det står nu ganske klart, at der er tale om en halvbrakteat af korstype; dog med et lidt anderledes præg end vist på det forrige billede (se sidste indlæg nedenfor) idet der er nogle små prikker mellem korsenderne. Møntens anden side er kun dårligt bevaret og præget er vanskeligt at se, ikke mindst fordi mønten er så tynd, at prægene kan ses på begge sider. Svagt kan skimtes nogle buede linjer og ud fra kendskab til bedre bevarede mønter er der sandsynligvis tale om et præg som det fremgår af tegningen herunder.

For- og bagside af mønten. (ill. Malmer 1966)

Det er forslået, at mønten er præget af Harald Blåtand i Jelling og vil dermed blive blandt de ældste danske mønter med kristent motiv. Den findes uhyre sjældent som detektorfund, hvilket formentligt skyldes den ringe vægt: Den giver simpelthen intet udslag! Mere overraskende er det i og for sig, at den lige så sjældent findes på arkæologiske udgravninger. Faktisk er der næppe fundet mere end en håndfuld.

Vi bliver mere og mere glade for vores lille skrøbelige mønt!

Litteratur: J. Christian Moesgaard: Hvorfor er der så få enkeltfund af Harald Blåtands mønter? Nogle betragtninger om møntfunds repræsentativitet, Nordisk Numismatisk Unions Medlemsblad, 2009:4, s. 135-139.

Endelig! Første mønt fra vikingetiden

 af Lars Krants

Så lykkedes det endelig – vi har omsider fundet vores første mønt fra vikingetiden – fundet af vores soldespecialist Lea Pind. Den er fundet i det brændte grubehus (som du kan læse om flere steder på denne blog) i forbindelse med vandsoldning af jorden. Mønten er endnu ikke konserveret, og bestemmelsen er foretaget af undertegnede og ikke af en numismatiker (møntspecialist), men efter alt at dømme, er der tale om en såkaldt halvbrakteat af kors-type. Den er præget engang i sidste halvdel af 900-årene, måske i Hedeby. Det er ikke ofte vi finder mønter i Århus, hvilket antageligt skyldes, at den jord vi har i byen, er af en sådan beskaffenhed, at metaller kun dårligt bevares. Men i ny og næ er vi heldige – oftest er det mønter fra den sene del af middelalderen – 14- og 1500-tallet – særligt ofte finder vi vel nok Danmarks mest almindelige middelaldermønt overhovedet: Erik af Pommerns kobbersterling fra o. 1422. Mønter fra vikingetiden er i Århus uhyre sjældne, kun et par stykker har jeg kendskab til, begge fundet nær Katedralskolen.

Halvbrakteat af kors-type fra sidste halvdel af 900-årene. Motivet kaldes et korsende-kors. Ill. fra Malmer

Der er med sikkerhed slået mønt i Århus af flere omgange, men en fremstilling af Århus’ mønthistorie frembyder store vanskeligheder, da der overhovedet ingen skriftlig overlevering foreligger før 1535. Øjensynlig har kongen haft møntret i byen gennem hele middelalderen, og han har lejlighedsvis ladet slå mønt når han var i staden. På mønter er Århus nævnt ved tre lejligheder: Under Hardeknud (1035-42), Magnus den Gode (1042-47) og Sven Grathe (1146-57). Endelig ved vi fra skriftlige kilder, at der under Christian III blev slået mønt i byen i 1535. Mange mønter er uden bynavn, og det er derfor ikke utænkeligt, at der ved mange andre lejligheder er slået mønt i Århus.

Trods mange års arkæologisk virksomhed i Århus, er det kun en enkelt gang lykkedes os arkæologer at finde en møntskat. Det var i 1955 hvor arkæologer fra Nationalmuseet udgravede krypten under Vor Frue kirke. I gulvlagene fandt de en møntskat bestående af 24 nordtyske hulpenninge dateret til ca. 1350-60. Men der er dog fundet andre skatte i Århus – bare ikke af arkæologer. I 1908 fandt arbejdsmand A.P. Andersen, på grunden hvor nu Magasin er liggende, en skat af kæmpeformat gemt i en stentøjskrukke. Ikke mindre end 5759 mønter var der i krukken. Skatten dateres til at være nedlagt kort efter 1392. Den sidste møntskat der kendes fra Århus er opsamlet allerede i 1846 i en gård til Vestergade 60. Skatten bestod af 89 mønter og dateres også til umiddelbart efter 1392.

Stentøjskrukke fundet i 1908 ved vore dages Magasin. Indeholdt mere end 5000 mønter. Krukken, en såkaldt dobbelthank-krukke, er lavet i Siegburg nær köln i sidste halvdel af 1300-tallet. Ill. fra Liebgott.

Litteratur: Jørgen Steen Jensen m.fl.: Danmarks middelalderlige skattefund c. 1050 – c. 1550, Bd. I-II, 1992. Niels-Knud Liebgott: Danske fund af møntdateret keramik c. 950-1450, 1978. Brita Malmer: Nordiska mynt före år 1000, 1966. Georg Galster: Århus’ Mønter, Den gamle By’s Årbog, 1956, s. 19-43.